Hudreduktion på overarme
Hudreduktion på overarme
Der kan være flere årsager til, at man har fået løs hud på overarmene. Det kan være arveligt, men ses særligt efter stort vægttab. Derudover udvikler man, i mere eller mindre grad, løsere hud med alderen.
Generne er primært kosmetiske, men hudoverskuddet kan være så stort, at det kan besværliggøre visse typer af tøj og skabe fugt.
Ved en korrektion af løs hud på overarme (brachioplastik) opstrammes huden ved, at hud fjernes på indersiden af overarmen og efterlader et længdegående ar fra armhulen til albuebøjningen.
En brachioplastik kan eventuelt kombineres med en fedtsugning. Læs om fedtsugning på vores hjemmeside.
Vigtig information:
Til forundersøgelsen vil du tale med kirurgen og han vil vurdere, om du er kandidat til operationen og i så fald planlægge og informere dig grundigt om hele forløbet.
Det er vigtigt, at du har gjort dig klart, hvad du ønsker og evt. har medbragt et foto, måske fra internettet, hvor du kan vise dit drømmeresultat.
Efter forundersøgelsen er der en betænkningstid på 1 uge før operationen kan finde sted.
Visse krav forud for en operataion:
Dit BMI skal være normalt og ikke over 30.
Du skal holde pause/stop med rygning minimum 2 uger før operation (dette for at mindske infektioner og komplikationer).
Hvilken bedøvelse kræver operationen?
En brachioplastik foregår i fuld bedøvelse. I forbindelse med fuld narkose, skal du følge klinikkens fasteregler. Den endelige indkaldelse sammen med fasteregler mm. modtager du 1 uge inden operationen.
Blodpropper:
Som på offentligt sygehus vil vi vurdere individuelt, om der skal gives forebyggende medicin for at mindske dannelse af blodpropper i benene. Husk at gøre opmærksom på, hvis du tidligere har dannet blodpropper, eller om der i din familie er tendens til det. Under alle omstændigheder er det godt mht. at undgå blodpropper, at du hurtigt kommer ud af sengen og bevæger dig.
01
Før operationen
Visse former for medicin, naturmedicin og kosttilskud kan øge risikoen for blødning.
Du har talt med kirurgen om evt. forbrug af dette, og skal stoppe som aftalt op til operationen.
Du skal være stoppet med evt. rygning minimum 2 uger inden operationen.
Du må gerne bruge nikotin tyggegummi eller plaster.
På samme måde skal dit alkoholforbrug være indenfor det anbefalede.
02
Under operationen
Du møder i klinikken fastende på aftalte mødetidspunkt i Park Alle 3, 1. sal, hvor du bliver hentet af vores personale og taget med til operationsafdelingen.
Der vil først blive taget billeder til din journal, hvorefter du vil tale med narkoselægen og kirurgen.
Herefter tages du til operationsstuen, hvor du bliver lagt i fuld bedøvelse. Operationen tager typisk 2-3 timer.
VIGTIGT: Læs den fulde beskrivelse i PDF link her på siden.
03
Efter operationen
Når du vågner fra operationen er du på opvågningsstuen, hvor du passes af vores personale.
Vi anbefaler, at du er i klinikken 4-6 timer til overvågning, inden du udskrives, med mindre du skal overnatte i klinikken eller på hotel. (dette er aftalt forud for dagen).
Du vil få en stramtsiddende kompressionsbandage som anvendes 4-6 uger.
Kontrol: Du skal ses i klinikken til kontrol efter ca. 10-12 dage. Alle tråde er sædvanligvis selvopløselige. Denne tid bookes på dagen til operationen.
Afsluttende kontrol: Vi ser dig gerne til en afsluttende kontrol 4-6 mdr. efter operationen. Denne booker du selv tid til.
Det endelige resultat viser sig først op til 12 mdr. efter operationen.
Bil: Du må køre bil igen, når du kan reagere normalt i enhver situation, og når du ikke tager stærke smertestillende typisk efter 14 dage.
Bad: Du må tage brusebad efter 1 døgn, karbad, hav bad etc. efter 3 uger, når sårene er helede.
Du skal anvende englehud over arrene i 3 mdr. og afholde dig fra at få sol på arrene i 12 mdr.
04
Komplikationer
- Sårhelingsbesvær 5-15%.
- Infektion som nødvendiggør antibiotisk behandling ca. 2%.
- Fortykkede ar, som nødvendiggør speciel behandling så som silikoneplaster eller steroid indsprøjtning: ca. 2%.
- Tendens til hævelse af arm (lymfødem) af permanent karakter: <1%.
En del af disse komplikationer er midlertidige, mens andre kan være kroniske. Vi vil selvfølgelig hjælpe dig så godt som muligt.
VIGTIGT: Læs den fulde beskrivelse i PDF link her på siden.
Overnatning på Radisson RED
I samarbejde med Radisson Red tilbyder vi overnatning til vores patienter, som kommer langvejs fra.
Kontakt os for mere information.